|
Værkstederne er godt i gang. Majsmøllehuset rejser sig
langsomt fra jorden - der er sat vinduer i muren og spærrene er sat
sammen. De ligger ganske vist stadig på jorden, men byggeriet begynder
at ligne et hus. Motorerne til majsmøllen er flyttet inden for murene,
for dørene er naturligvis også markeret og åbningen er for smal til, at
motorerne kan bæres ind bagefter.
Byggeholdet fra produktionsskolen eksperimenterer med at møde klokken
seks, og gå hjem til middag, for det bliver så varmt midt på dagen, at
de ikke kan løfte en hammer.
Den eneste skygge i nærheden af majsmøllehuset er få akacietræer, der
strækker deres nøgne grene mod den tørre himmel. Under deres sparsomme
skygge sidder der som oftest en masai eller tre og kigger på eller taler
om livets forunderlighed, men som værn mod solen for byggeholdet er
træerne ikke meget bevendt, for møllehuset kan ikke nås fra skyggen.
I systuen - hvis man kan kalde kvindegruppens hus i nærheden af kirken
for en systue - ligger der stof ud over det meste af begge borde, og
hvis der ikke ligger stof, står der en symaskine. Dér hvor der ikke lige
står en symaskine, ligger der et mønster. De ni kvinder, der skal lære
at sy, møder til tiden, på nær en enkelt. Hun bor så langt væk, og har
selvfølgelig ikke andre muligheder end at gå til arbejde, så hun har
fået lov til at komme lidt senere. Stemningen i huset er god og
masaikvinderne er ivrige for at lære håndværket. De snakker på kryds og
tværs og spørger ind i mellem om alt mellem himmel og jord på et sprog,
som kun de selv forstår. Lene og de tre unge piger fra produktionsskolen
peger og forklarer og gestikulerer og hjælper så langt som deres fagter
formår, og de må gøre det godt, for alle kan glade fremvise kjoler til
døtrene, tasker til indkøb og sypuder til at holde styr på nålene.
Pc-værkstedet er etableret på det nærliggende katolske
seminar, hvor 160 drenge bor på fire sovesale og om dagen går i skole i
ens uniformer. Deres forældre betaler for, at sønnerne kan få en
uddannelse. To af 'vores' drenge fra produktionsskolen har sat otte af
de ti medbragte pc'er op i et netværk med printer og scanner (to pc'er
mistede livet under-vejs fra Grenaa til Tanzania) og har sovet på
seminariet i to nætter. Drengene skal under-vise seminariets lærere i
brugen af computer, men skolens generator leverer kun strøm mellem
klokken 19 og 22 og derfor er de nødt til at overnatte. Det er ikke helt
sikkert at køre bil om natten i Tanzania.
Drengene var vældig kæphøje da de tog af sted, for nu skulle de sove på
rigtige madrasser og have smør på brødet - en luksus som vi andre, der
blev tilbage, kun kan drømme om. Ikke at der er noget galt med maden i
vores boma, vorherrebevares, vi spiser som fyrster i forhold til de
lokale, men menyattabrødene, som vi selv laver og spiser til morgenmad,
er lavet af mel, vand, salt og gær og stegt i olie, og kan efter tre
uger ikke undgå at blive en anelse ensformige.
Hvad angår madrasserne, er der nok endnu flere af de tilbageblevne
elever, der gerne ville bytte med drengene, for jorden vi sover på her i
bomaen, er fyldt med sylespidse torne fra akacietræerne, og hvis man
ikke lige gad at fjerne dem, inden teltet blev slået op og luftmadrassen
lagt til rette, er der stor risiko for, at madrassen punkterer. Flere af
elevernes madrasser har allerede mistet pusten mere end én gang…
Børnehaven nyder godt af produktionsskolens medbragte sjippetove,
puslespil og andet legetøj og børnehavebørnene lærer nye sanglege med
'vores' piger. Der er indkøbt materialer til at bygge både en gynge og
en vippe, så børnene vil kunne huske os i lang tid fremover.
Børnehavelærerinden Alindwe, der er gift med byens sekretær Paulo, er en
energisk og omsorgsfuld kvinde med en engels tålmodighed, og hun er glad
for vores hjælp.
Vi er - mens dette skrives - i gang i Engutuk Oitii i det nordlige
Tanzania på tredje uge, og vi synes selv, det går rigtig godt. De
daglige gøremål ordnes i mindelighed, og efter der i to uger har været
en voksen på alle fire madhold, der på skift bliver hjemme fra arbejde
og laver morgen- og aftensmad - er der nu etableret et femte madhold
bestående kun af voksne.
Første gang 'seniorerne' - som vi så rammende kaldes - lavede mad, fik
vi hønsekød-suppe. Den hane, der få timer forinden havde ligget med
sammenbundne ben og klukket når man skubbede til den, mistede om
eftermiddagen hovedet og endte sine dage i de hvide danskeres maver
sammen med velsmagende kartofler og andre grøntsager.
Det er ikke alle, der spiser lige meget i den til tider anstrengende
hede, men til gengæld ryger der en del væske indenbords. Den lokale
kiosk sælger mange Miranda-sodavand, men også kildevand fra Mount Kenya
på plasticflaske går godt. Derudover supplerer vi med vand fra det
lokale vandhul et par kilometer væk, som er områdets eneste
vandforsyning.
Hver dag kører vores pick-up efter vand med en blå 200-liters tønde
eller to bagpå, og vi møder altid nogen, vi kender. Det er ved
vandhullet, som egentlig ikke er et hul, men et langt trug, der forsynes
med vand via en pipeline, at masaiernes kvæg slukker tørsten. Det er her
børn og voksne vasker sig og det er også her, der hentes vand til den
hjemlige husholdning i gule 20-liters dunke, som bæres flere kilometer
på hovedet eller bundet fast på ryggen med en rem, der går op omkring
panden. Det er primært kvindernes arbejde at hente vand, og har familien
ikke råd til et æsel, er der ikke anden mulighed end at gå frem og
tilbage i den kvælende varme.
Ved vandhullet udveksles dagens informationer. En masai eller fem,
sommetider flere, diskuterer manglen på regn, kvægets ringe tilstand
eller måske gårsdagens aftensmad, mens en mor vasker sine børn på ryggen
med sæbe - klemt mellem geder, der tørstigt drikker af det samme vand,
som hun vasker børn i. En gul, mager hund snuser rundt og vil gerne
bedække en sort, lige så mager tæve, der ligger i skyggen og gisper
efter vejret. Men en faretruende knurren får hanhunden til at opgive sit
forehavende. Alt andet ville også næsten være naturstridigt i den varme!
Højt oppe på den tørre, blå himmel svæver en rovfugl
afsøgende rundt, mens lokale småfugle lystigt pipper og synger i
trætoppene omkring vandet. I skyggen af et træ sidder en ældre masai og
får sig en morfar. Den gulbrune vandrestok, som alle mandlige masaier
har i forskellig form og længde, står plantet mellem hans ben mens hagen
rammer brystet.
Omkring 100 geder har nu fået slukket deres tørst og søger lidt væk. Et
råb fra en hyrde får en flok geder i nærheden til at sætte sig i galop
med retning mod det livgivende vand, og mens luften genlyder af bjælder
og brægen hvirvler støvet op.
Flokkens hyrde løber rundt efter gederne og slår i jorden med sin stok
bag dem, der hellere vil drikke vandet, der er skvulpet over trugets
kant og nu danner en lille bæk, der langsomt siver væk. En mindre ged
har fået øje på en fætter i en anden flok i nærheden og vil lige over og
sige hej, men bankes på plads i sin egen flok af hyrden.
Ude i periferien af vandhullet står andre flokke af geder og venter på
at komme til og egentlig minder det lidt om en lufthavn med fly, der
letter og lander efter tilladelse fra kontroltårnet. Her er
kontroltårnet dog erstattet af en fælles bevidsthed, og et råb i ny og
næ er nok til at styre hjordene.
Når vi fra produktionsskolen kommer til vandhullet, dukker der altid
nogle børn op - sommetider fatter vi ikke hvor fra - og skal vi vaske
tøj samtidig med, vi henter vand, tager de gerne tøjet ud af hænderne på
os, og vasker det for os. De er ivrige efter at tjene de par kroner, som
vi efter en uudtalt overenskomst betaler for deres hjælp.
Tanzania er et af verdens fattigste lande, gennemsnitsindkomsten er
3.000 kroner om året, så selv nogle få kroner fra de danskere, der
alligevel ikke kan finde ud af at vaske tøj på den rigtige måde, kan
hjælpe i en husholdning.
Stikker vi en fod op i truget for at vaske dagens støv væk, er det ikke
usandsynligt, at en lille pige begynder at hjælpe med at gnubbe det
sorte mellem tæerne væk. Her går grænsen dog for de fleste af os, og det
skaber ingen sure miner, at vi siger nej tak.
En vandkamp får masaibørnene til at hvine af fryd, og fordi vi
efterhånden kender mange af ansigterne fra børnehaven, systuen,
møllebyggeriet, kirken vandhullet og vores øvrige ture rundt i
lokalområdet, kan vi grine sammen.
Engutuk Oitii er som et tungekys og et spark i maven på samme tid. Vi
får alle sammen en ordentlig én på opleveren - og ingen af os kommer
tilbage som helt de samme mennesker vi var, da vi rejste ud.
Vi er på en rejse i en totalt fremmed verden - men vi er også på rejse
ind i os selv. |
