|
I Engutuk Oitii i det nordøstlige Tanzania har det
ikke regnet i tre år.
Vand giver liv til kvæg og mennesker og nu trækker mørke skyer op på
himlen.
Samtidig er møllehuset er bygget færdigt og møllen virker.
Det blæser kraftigt. Støv og sand hvirvles op og trænger ind over alt.
På himlen over Den Store Gule Slette hvivler små lokale tornadoer søjler
af brunt sand mange meter op i luften.
Teltene blafrer i vinden og en kort overgang frygter vi, at blæsten vil
løfte taget på vores lille køkkenhytte og føre det bort. Taget er lavet
af grene bundet sammen med tørt græs og nødtørftigt dækket af to lette
presenninger. Vinden får presenningerne til at blafre lige lovlig
kraftigt, mens vi krydser fingre for, at det tørre græs kan holde.
Et enormt stykke af himlen er dækket af en mørk sky, der langsomt driver
hen mod os. Vi kan se, at det regner over bushlandet flere kilometer
væk. Som luftige gardiner, der svæver i vinden, slår regnen mod jorden
og giver liv til planter og dyr.
Eller er det støvskyer vi kan se? På denne afstand er det ikke til at
afgøre, men de sidste par dage har masaierne talt om, at regnen måske er
på vej.
I torsdags - mens vi var på besøg i Arusha 50 km væk -
passerede to elefanter vores lejr, fortalte vagterne, da vi kom hjem.
Elefanterne søger mod flodlejerne, når regnen kommer.
Det begynder at dryppe ganske let, ikke nok til at vi søger ly, men de
mest optimistiske af os lukker teltene. I de tre uger vi har været i
Engutuk Oitii i det nordøstlige Tanzania, har det stort set ikke regnet.
Enkelte dråber og en dag en skylle af et par minutters varighed, men
ikke noget, der batter.
Der skal langt mere end nogle minutters vand fra oven til fylde de op
til fire meter dybe, udtørrede flodlejer, der som ømme ar i landskabet
minder om liv til græs, kvæg og mennesker. I tre år har det ikke regnet
ordentligt. Tre år.
Mens vi spiser vores aftensmad ved de lyserøde borde vi i forvejen havde
sendt her til, kigger vi forventningsfuldt mod himlen, og taler om
fornøjelsen ved en mulig byge, men det bliver ved håbet. I løbet af fem
minutter lægger vinden sig fuldstændig og himlen klarer op. Mens vi
synker den sidste bid mad, forsvinder solen og mørket tager over.
Heller ikke i dag blev det til regn, så måske var elefanterne fra i
torsdags bare faret vild?
Vi ved det ikke, men kan med egne øjne se, at regnen, der for os blot
ville være en velkommen afbrydelse i en stegende hed hverdag, afgør
forskellen mellem liv og død for masaiernes kvæg. De fortæller os, at
dyrene dør af sult og sygdom på grund af tørken. Og kvæget er masaiernes
livsgrundlag.
Vi tænder flagermuslygterne og vasker op ved det sparsomme lys, de
giver. Senere sidder nogle af os ved gløderne i bålet bag køkkenhytten
og snakker dagen igennem. Andre skriver dagbog eller brev og atter andre
sidder lidt her fra og sludrer sagte. En høj latter bryder af og til
stilheden.
Månen er endnu ikke stået op, og natten er mørk som huden på masaierne.
En lyskegle fra en lommelygte skærer hul i luften, mens gløderne i bålet
og fra cigaretterne svagt ulmer rødt.
Sander, som er den ene af de tre lærere, taler flydende swahili, og via
ham diskuterer vi livet med den rolige og meget sympatiske vagtmand,
Lohse. Spørgsmålene fra de unge er mange og drejer sig denne aften
primært om kærlighed.
Til forundring for nogle har masaierne de samme tanker og følelser om
det modsatte køn som os fra Grenaa. Mens tiden langsomt forsvinder,
hæver månen sig i ro og mag op over horisonten, og oplyser både natten
og vores bevidsthed, så en spirende samhørighed og fælles forståelse
vokser frem.
Der er ganske vist 6.500 km mellem vore fysiske verdener, men
grundlæggende har vi de samme længsler, ønsker og håb for livet.
Mens klokken nærmer sig 22 siver eleverne væk fra bålet og finder vej
til luftmadrasser og soveposer i de medbragte telte.
Vagtmanden Lohse roder lidt op i gløderne, breder et stykke stof ud på
jorden og lægger sig til at sove.
I mørket lister en hyæne snusende rundt om bomaen, og får de flestes
drømme splittet op i mindre stykker. Det bliver der talt en del om ved
morgenbordet næste morgen.
Møllehuset er færdigt.
I den stegende hede, der får det danske arbejdshold til at gå stønnende
hjem klokken 11 for at holde lang frokostpause, har det afrikanske
byggesjak med den erfarne murer-mester Stanley i spidsen, blandet
cement, muret, hamret, savet og sømmet.
En af de unge arbejdsmænd har konsekvent haft en massiv, auberginefarvet
hue trukket godt ned over ørerne, mens han har arbejdet i den bagende
sol.
Fra tidlig morgen til sen aften har sjakket på et stillads, der vil få
en dansk kontrolmyndighed til at gå i spåner, lagt mursten på mursten og
nu er den sidste blikplade sat fast på spærrene og glimter, når solens
stråler falder ind i den rigtige vinkel.
Emanuel, der er den lokale mekaniker, har finjusteret stempler, ventiler
og dieseltilgang, så den massive Lister-motor starter med et drøn og en
sky af sort røg efter et par drej eller tre på håndsvinget.
Miko, der skal være den nye møller, og som i øvrigt er gift med en af de
piger, der laver frokost til os, er blevet sat ind i maskinens finesser.
Mens byggeholdet fra Grenaa samler murbrokker sammen omkring møllehuset,
kommer masaikvinder med vand til at fugte mørtelen indvendig i huset, så
den ikke tørrer for hurtigt i varmen.
I de nærtstående akaciatræers skygge diskuterer masaierne, hvad
mølleriet vil betyde for fremtiden. Der er ingen tvivl om, at livet
bliver en smule lettere, for nu behøver de ikke længere at gå de små ti
kilometer hver vej til den nærliggende lille by, Oldenoy Sambu, for at
få malet deres majs til mel.
Det røde murstenshus fylder ikke meget på den enorme slette, men
effekten er langt, langt større, end hvad kvadratmeterne antyder.
Samtidig er majsmøllen et konkret bevis på, at kvinderne i Engutuk Oitii
havde fat i den lange ende, da de i 1994 organiserede sig.
Det er dem - masaikvinderne - der med hjælp til ansøgningen fra en lokal
NGO, har fået byggeriet til at materialisere sig i bushen for foden af
Mount Meru.
Mens to masaier kigger ind gennem et vindue, drejer Miko nu håndtaget på
Listerm-otoren rundt. Maskinen går i gang med en drabelig hosten, der
kan høres langt væk, så kvinderne i de nærliggende bomaer ved, at
mølleriet er i gang. Udstødningsrøret fra motoren, der er ført ud gennem
et andet vindue, sender den uforbrændte diesel ud i luften som kulsort
røg. Det varer dog kun et øjeblik, før luften igen er klar og røgen
næsten ikke er synlig.
Gulvet vibrerer, mens majskorn for første gang nogen sinde males til mel
ved siden af det dobbelte hjulspor, der skærer gennem bushen på Den
Store Gule Slette.
Efter at have konstateret, at møllen virker og kan male majs til mel,
slukkes motoren igen. Nu skal mørtelen tørre færdig og huset 'sætte'
sig, så vibrationerne fra motoren ikke får murene til at slå revner. Det
er godt at vide, at maskineriet fungerer, og mølleren Miko, der hidtil
har haft et par bekymrede rynker i panden, slapper af og smiler.
Den formelle indvielse af møllehuset skal først ske, når lærere og
elever fra Grenaa Produktionsskole vender tilbage fra en ugelang safari
til det udslukte krater, Ngorongoro.
Rejsen til en anden del af det afrikanske kontinent kan tage sin
begyndelse. |
