Regn giver liv
Foto og tekst af Dav Jacobsen

Artikel fra
projektgruppens
rejse til Engutik Oitii i masailand, Tanzania,
vinteren 2005

I Engutuk Oitii i det nordøstlige Tanzania har det ikke regnet i tre år.
Vand giver liv til kvæg og mennesker og nu trækker mørke skyer op på himlen.
Samtidig er møllehuset er bygget færdigt og møllen virker.


Det blæser kraftigt. Støv og sand hvirvles op og trænger ind over alt. På himlen over Den Store Gule Slette hvivler små lokale tornadoer søjler af brunt sand mange meter op i luften.
Teltene blafrer i vinden og en kort overgang frygter vi, at blæsten vil løfte taget på vores lille køkkenhytte og føre det bort. Taget er lavet af grene bundet sammen med tørt græs og nødtørftigt dækket af to lette presenninger. Vinden får presenningerne til at blafre lige lovlig kraftigt, mens vi krydser fingre for, at det tørre græs kan holde.
Et enormt stykke af himlen er dækket af en mørk sky, der langsomt driver hen mod os. Vi kan se, at det regner over bushlandet flere kilometer væk. Som luftige gardiner, der svæver i vinden, slår regnen mod jorden og giver liv til planter og dyr.
Eller er det støvskyer vi kan se? På denne afstand er det ikke til at afgøre, men de sidste par dage har masaierne talt om, at regnen måske er på vej.

I torsdags - mens vi var på besøg i Arusha 50 km væk - passerede to elefanter vores lejr, fortalte vagterne, da vi kom hjem. Elefanterne søger mod flodlejerne, når regnen kommer.
Det begynder at dryppe ganske let, ikke nok til at vi søger ly, men de mest optimistiske af os lukker teltene. I de tre uger vi har været i Engutuk Oitii i det nordøstlige Tanzania, har det stort set ikke regnet. Enkelte dråber og en dag en skylle af et par minutters varighed, men ikke noget, der batter.
Der skal langt mere end nogle minutters vand fra oven til fylde de op til fire meter dybe, udtørrede flodlejer, der som ømme ar i landskabet minder om liv til græs, kvæg og mennesker. I tre år har det ikke regnet ordentligt. Tre år.
Mens vi spiser vores aftensmad ved de lyserøde borde vi i forvejen havde sendt her til, kigger vi forventningsfuldt mod himlen, og taler om fornøjelsen ved en mulig byge, men det bliver ved håbet. I løbet af fem minutter lægger vinden sig fuldstændig og himlen klarer op. Mens vi synker den sidste bid mad, forsvinder solen og mørket tager over.
Heller ikke i dag blev det til regn, så måske var elefanterne fra i torsdags bare faret vild?
Vi ved det ikke, men kan med egne øjne se, at regnen, der for os blot ville være en velkommen afbrydelse i en stegende hed hverdag, afgør forskellen mellem liv og død for masaiernes kvæg. De fortæller os, at dyrene dør af sult og sygdom på grund af tørken. Og kvæget er masaiernes livsgrundlag.

Vi tænder flagermuslygterne og vasker op ved det sparsomme lys, de giver. Senere sidder nogle af os ved gløderne i bålet bag køkkenhytten og snakker dagen igennem. Andre skriver dagbog eller brev og atter andre sidder lidt her fra og sludrer sagte. En høj latter bryder af og til stilheden.
Månen er endnu ikke stået op, og natten er mørk som huden på masaierne. En lyskegle fra en lommelygte skærer hul i luften, mens gløderne i bålet og fra cigaretterne svagt ulmer rødt.
Sander, som er den ene af de tre lærere, taler flydende swahili, og via ham diskuterer vi livet med den rolige og meget sympatiske vagtmand, Lohse. Spørgsmålene fra de unge er mange og drejer sig denne aften primært om kærlighed.
Til forundring for nogle har masaierne de samme tanker og følelser om det modsatte køn som os fra Grenaa. Mens tiden langsomt forsvinder, hæver månen sig i ro og mag op over horisonten, og oplyser både natten og vores bevidsthed, så en spirende samhørighed og fælles forståelse vokser frem.
Der er ganske vist 6.500 km mellem vore fysiske verdener, men grundlæggende har vi de samme længsler, ønsker og håb for livet.
Mens klokken nærmer sig 22 siver eleverne væk fra bålet og finder vej til luftmadrasser og soveposer i de medbragte telte.
Vagtmanden Lohse roder lidt op i gløderne, breder et stykke stof ud på jorden og lægger sig til at sove.
I mørket lister en hyæne snusende rundt om bomaen, og får de flestes drømme splittet op i mindre stykker. Det bliver der talt en del om ved morgenbordet næste morgen.

Møllehuset er færdigt.
I den stegende hede, der får det danske arbejdshold til at gå stønnende hjem klokken 11 for at holde lang frokostpause, har det afrikanske byggesjak med den erfarne murer-mester Stanley i spidsen, blandet cement, muret, hamret, savet og sømmet.
En af de unge arbejdsmænd har konsekvent haft en massiv, auberginefarvet hue trukket godt ned over ørerne, mens han har arbejdet i den bagende sol.
Fra tidlig morgen til sen aften har sjakket på et stillads, der vil få en dansk kontrolmyndighed til at gå i spåner, lagt mursten på mursten og nu er den sidste blikplade sat fast på spærrene og glimter, når solens stråler falder ind i den rigtige vinkel.
Emanuel, der er den lokale mekaniker, har finjusteret stempler, ventiler og dieseltilgang, så den massive Lister-motor starter med et drøn og en sky af sort røg efter et par drej eller tre på håndsvinget.
Miko, der skal være den nye møller, og som i øvrigt er gift med en af de piger, der laver frokost til os, er blevet sat ind i maskinens finesser.
Mens byggeholdet fra Grenaa samler murbrokker sammen omkring møllehuset, kommer masaikvinder med vand til at fugte mørtelen indvendig i huset, så den ikke tørrer for hurtigt i varmen.
I de nærtstående akaciatræers skygge diskuterer masaierne, hvad mølleriet vil betyde for fremtiden. Der er ingen tvivl om, at livet bliver en smule lettere, for nu behøver de ikke længere at gå de små ti kilometer hver vej til den nærliggende lille by, Oldenoy Sambu, for at få malet deres majs til mel.
Det røde murstenshus fylder ikke meget på den enorme slette, men effekten er langt, langt større, end hvad kvadratmeterne antyder. Samtidig er majsmøllen et konkret bevis på, at kvinderne i Engutuk Oitii havde fat i den lange ende, da de i 1994 organiserede sig.
Det er dem - masaikvinderne - der med hjælp til ansøgningen fra en lokal NGO, har fået byggeriet til at materialisere sig i bushen for foden af Mount Meru.
Mens to masaier kigger ind gennem et vindue, drejer Miko nu håndtaget på Listerm-otoren rundt. Maskinen går i gang med en drabelig hosten, der kan høres langt væk, så kvinderne i de nærliggende bomaer ved, at mølleriet er i gang. Udstødningsrøret fra motoren, der er ført ud gennem et andet vindue, sender den uforbrændte diesel ud i luften som kulsort røg. Det varer dog kun et øjeblik, før luften igen er klar og røgen næsten ikke er synlig.
Gulvet vibrerer, mens majskorn for første gang nogen sinde males til mel ved siden af det dobbelte hjulspor, der skærer gennem bushen på Den Store Gule Slette.
Efter at have konstateret, at møllen virker og kan male majs til mel, slukkes motoren igen. Nu skal mørtelen tørre færdig og huset 'sætte' sig, så vibrationerne fra motoren ikke får murene til at slå revner. Det er godt at vide, at maskineriet fungerer, og mølleren Miko, der hidtil har haft et par bekymrede rynker i panden, slapper af og smiler.
Den formelle indvielse af møllehuset skal først ske, når lærere og elever fra Grenaa Produktionsskole vender tilbage fra en ugelang safari til det udslukte krater, Ngorongoro.
Rejsen til en anden del af det afrikanske kontinent kan tage sin begyndelse.

Artikel 1 | Artikel 2 | Artikel 3 | Artikel 4 | Artikel 5

Tilbage til forsiden

Utamaduni Cultural Association,
Projektgruppens startside

Opdateret af Webmaster, 11. januar 2006

Skriv en mail til Utamaduni's projektgruppe

Flink-E-link * En linkudvekslingsservice fra Safi.dk