Hjemme er godt, men ude er bedst
Foto og tekst af Dav Jacobsen

 
Artikel fra
projektgruppens
rejse til Engutik Oitii i masailand, Tanzania,
vinteren 2005


Elever og lærere fra Grenaa Produktionsskole er kommet hjem fra det nordøstlige Tanzania. Alle fire projekter er fuldført og masaierne er glade. Men hvad fik danskerne ud af det?

I fem uger har ti elever og to lærere fra Østjylland gået rundt i hjulsporene på 'Den Gule Slette'. Millioner af støv- og sandkorn har flyttet sig for de sandalklædte fødder fra nord.
Hundrede chapatis - afrikanske fladbrød - er landet i danske maver.
Kioskmanden Luca og hans hustru Stella har solgt hidtil uanede mængder af Miranda-sodavand til tørstige mzunguer (europæere), selvom den lille lerklinede kiosk med blå tremmer for vinduerne ikke har faste åbningstider. Er der lukket, hænder det, at masaierne blot sætter sig i skyggen af et akacietræ og venter. Mere travlt har de heller ikke.

Omkring ti dage efter vi var kommet, blev vi inviteret med til voksendåb. Fire stive klokketimer i kirken med prædiken og salmer på et uforståeligt sprog var vi kun to, der klarede, men den efterfølgende fest, var alle hvide med til. Danskerne optrådte med sange og dans, og succesen satte turbo på lysten til at vide mere om hinanden.
Jo længere tid vi var i Tanzania, jo større blev spørgelysten. Vi talte ofte med vagt-mændene, madpigerne, de unge og dem vi ellers kom tættest på, om kulturforskellene mellem Tanzania og Danmark, og det blev tydeligt, at selv om der er endog meget store forskelle, er der også ligheder.
Vores levevilkår er næsten ufatteligt forskellige, men som mennesker rummer vi de samme slags følelser.
Vi kravler elegant over sprogets irriterende høje skrænter, hvis vi får de andre til at grine.
Vi går forskelligt klædt, men vil gerne have pænt tøj på til fest.
For nu bare at nævne nogle få banale eksempler.

De fire projekter er afleveret
Vi færdiggjorde de fire projekter vi kom med.
Majsmøllen står ved hjulsporet på 'Den Gule Slette' og dieselmotoren hoster højlydt, når den nye møller, Miko, sætter maskinen i gang. Møllen blev indviet med alenlange taler og sang og flere alenlange taler og mange folk langvejs fra, der kom for at være med til højtideligheden.
Adskillige af de unge masaikvinder har lært at sy på symaskine, så de nu kan reparere eget tøj eller sy en kjole, de kan sælge på markedet om lørdagen i Oldenyo Sambu. De seks symaskiner bliver solgt til seks kvinder, der således hver især får ansvaret for en maskine. Erfaringen viser, at det er den bedste måde at gøre det på.
Børnehaven i Engutuk Oitii fik bygget en vippe og en gynge og børnene fik foræret legetøj indsamlet i Danmark. De lærte en sang om en hane og flere danske sanglege.
Endelig fik 'Arusha Catholic Seminary', der ligger lidt op ad Mount Meru, omkring 15 kilometer fra sletten, etableret et pc-værksted. De får strøm fra en generator tre timer hver aften mellem klokken 19 og 22, og på det tidspunkt skal alt edb-relateret arbejde så foregå.
Den konkrete ulandshjælp var altså en succes. Gammelt værktøj, der har været brugt i et hjem i Grenaa, bliver nu genbrugt i Engutuk Oitii.
Legetøj, som østjyske børn var vokset fra, får nu smilet frem i ansigterne på børn i det nordøstlige Tanzania.
Og pc'er, som Århus Amt af forskellige grunde satte på lager, er atter kommet til værdighed i Oldenyo Sambu.
Der var derfor sorg på begge sider, da danskerne skulle hjem. Masaier græder ikke åbenlyst, men det gør danskere.

Slid, slæb og glæde
Masaierne fik symaskiner, majsmølle og gynge. Men danskerne fik noget andet, der ikke kan købes for penge. De fik nemlig øje på et fællesskab, som flere af dem savner i det daglige. Og det har betydet, at en del af eleverne allerede har planer om at vende tilbage til Engutuk Oitii.
Knud Erik Asak, der er værkstedsleder på Grenaa Produktionsskole og primus motor for rejsen til Tanzania, siger:
- Mødet med så fremmed en måde at gøre tingene på (som den afrikanske), stiller grundlæggende spørgsmål ved ens egen måde at tage beslutninger på.
Når eleverne beslutter sig for at rejse tilbage til Engutuk Oitii, er det ifølge Knud Erik Asak fordi, de ikke er færdige med udforskningen af den afrikanske kultur. Men det er beslutningen der er vigtig.
Andre elever beslutter sig for noget andet, der er lige så godt. For eksempel at tage næste skridt på deres livsbane: uddannelse eller arbejde.
Knud Erik Asak ser de fem ugers arbejdsophold i Afrika som grundstammen i en ny læringsproces for eleverne.
- De har aldrig slidt så meget, levet så besværligt og været så glade, siger han.
Og det er 20-årige Eva Sørensen en bekræftelse på. Hun er én af de elever, der savner landet og menneskene i Tanzania. Ifølge hende er afrikanerne ikke så snobbede og snerpede som folk herhjemme, og de er samtidig både glade og gæstfri.
- Selvom de ikke har en skid, får man den ene stol de har at sidde på, siger hun.
For Eva Sørensen har rejsen også haft en personlig betydning. Efter at have set, hvor fattige masaier egentlig er, brokker hun sig ikke så meget mere over forholdene i Danmark.
- Jeg værdsætter tingene mere efter at have været af sted. I Afrika har de ikke spor, og de er glade alligevel, siger hun.
Hun er en af de elever, der vil tilbage til Tanzania. Hun har allerede en aftale om et halvt års frivilligt arbejde, og forventer at rejse midt i juli måned.
- Min mor tror ikke, jeg kan klare det. Men det kan jeg, siger Eva Sørensen med fast stemme.
Måske er det først efter, at eleverne er kommet hjem, at den egentlige rejse begynder?

Artikel 1 | Artikel 2 | Artikel 3 | Artikel 4 | Artikel 5

Tilbage til forsiden

Utamaduni Cultural Association,
Projektgruppens startside

Opdateret af Webmaster, 11. januar 2006

Skriv en mail til Utamaduni's projektgruppe

Flink-E-link * En linkudvekslingsservice fra Safi.dk