Fakta om Tanzania
Indhold:
Geografi og klima
Tanzania er en republik i det sydøstlige Afrika. Landet grænser mod nord
op til Kenya og Uganda, mod øst til Det indiske Ocean, mod syd til
Mozambique, Malawi og Zambia, og mod vest til Den demokratiske republik
Congo (DRC, det tidligere Zaire), Rwanda og Burundi. Tanzania ligger
endvidere mod øst helt ud til Det indiske Ocean. Med til landet hører
også øerne Zanzibar og Pemba. Arealet er 945.100 km 2 (til sammenligning
er Danmark 43,094 km2, og Tanzania er dermed knap 22 gange større end
Danmark). I 1973 besluttede man at gøre den lille by Dodoma (203,833
indbyggere) til hovedstad, men endnu ligger kun en ganske lille del af de
statslige organer i Dodama. Dar es Salaam (1,734,000, 1995 estimat) er den
største by i landet, og fungerer også som den reelle hovedstad i landet.
Omkring Victoriasøen i det nordvestlige Tanzania samt ved kysten ud
til Det indiske Ocean er der tropisk klima, hvor luftfugtigheden kan være
ganske høj. Gennemsnitstemperaturen langs kysten er 27 o C og nedbørsmængden
varierer fra 750 til 1.400 mm om året. Kystområderne ligger ret lavt,
men rejser man længere ind i landet er der en gennemsnitlig højde på
1.200 m over havets overflade. På højsletten inde i landet er der et
varmt og tørt klima, hvor den gennemsnitlige nedbør kun er på 500 mm om
året. Mod Tanzanias nordøstlige grænse er der et stort bjergområde,
hvor også Afrikas højeste bjerg ”Kilimanjaro” på 5.895 m
ligger. Også i syd ligger der en del bjerge. Klimaet i disse bjergområder
kan på nogle tidspunkter af året være køligt med megen nedbør. To af
de største søer i Afrika ligger på grænserne til Tanzania. Den største,
Victoriasøen, ligger ved den nordvestlige grænse, og Lake Nyasa ligger
mod sydvest mod Malawi.
Du kan se et godt kort over Tanzania
her:
Befolkningen
Befolkningen i Tanzania består hovedsageligt af 120 sorte afrikanske
grupper, hvoraf størstedelen taler bantu-sproget. Sukuma- og
Nyamwezigrupperne er de største etniske grupper i landet, og de repræsenterer
hver en femtedel af landets befolkning. I landet findes der også indiske,
pakistanske, arabiske og europæiske grupperinger, men de er dog alle af
mindre størrelse. Ca. 75% af befolkningen bor i landdistrikterne.
Befolkningens religiøse tilhørsforhold er svært at anslå præcist, men
det estimeres ofte, at 40% af befolkningen er kristne, 40% er muslimer og
20% følger traditionel afrikansk religion. På øen Zanzibar er islam den
dominerende religion. Den romersk katolske kirke er den største kristne
kirke i Tanzania med omkring 6 millioner tilhængere. Både swahili og
engelsk er de officielle sprog i Tanzania, men mange tanzanianere i
specielt landområderne bliver ved med at tale deres eget sprog.
I år 2000 blev det estimeret at befolkningstallet i landet var på knap
32 millioner, og det giver en befolkningstæthed på 32 personer pr km2.
Til sammenligning er befolkningstallet i Danmark 5.374.554 med en
befolkningstæthed på 125 personer pr km2. Fordelingen af befolkningen i
Tanzania er dog meget uregelmæssig, idet befolkningstætheden er langt højere
ved de frugtbare områder nær Kilimanjaro i den nordøstlige del af
landet og ved Nyasasøen mod syd. I det indre af landet bor der omvendt
ikke særlig mange, hvilket bl.a. skyldes den lave nedbør.
Økonomi
Tanzania er et af verdens fattigste lande. Landets økonomi er i helt
overvejende grad funderet i den primære sektor (dvs. fx landbrug og
fiskeri). Ca. 84-85% af den erhvervsaktive del af befolkningen har beskæftigelse
i denne sektor og varerne herfra udgør da også den største del af
landets eksport. Fx er Tanzania verdens største producent af sisal og
sideløg.
Det faktum, at landet har så stor del af sin økonomi i den primære
sektor er både godt og skidt. Det gode er, at befolkningen er
selvforsynende med billige fødevarer, og man undgår således sult. Det dårlige
er, at landets økonomi bliver særdeles følsom overfor svingninger i
verdensmarkedspriserne på fx kaffe. Dertil kommer, at prisudviklingen på
råvarer fra de afrikanske lande har ikke været gunstig, og når disse råvarer
udgør størstedelen af landets eksport, kan landets økonomi ikke hænge
sammen. Når råvarerne er så billige at det ikke kan betale sig at
eksportere dem, tænker mange af bønderne i Tanzania naturligvis, at de
blot vil nøjes med at producere til eget forbrug. Landbruget i Tanzania
er endvidere på et ekstremt lavt udviklingsstade, hvor maskiner er et særsyn
og hvor det meste markarbejde fx stadig udføres med hakker.
Et par tal kan illustrere hvor slemt det står til med
betalingsbalancen i landet: I 1998 importerede landet varer for ca. 12
mia. kr, men eksporterede kun for ca. 5,4 mia. kr. Det vil sige, at
Tanzania bare på et år kom til at skylde udlandet knap 7 mia. kr. mere.
Den store forskel mellem import og eksport skyldes også, at de varer som
landet eksporterer (fx kaffe, uld, tobak og te) har en lav pris på
verdensmarkedet, hvorimod de fleste af de ting som landet importerer (fx
petroleum, maskiner, transportudstyr, jern og stål) har en langt højere
pris. Et tænkt eksempel på udviklingen mellem import og eksportpriser
kunne fx være: år 1965: 10 kg kaffe kan købe et kilo stål. År 2000:
100 kg kaffe kan købe 1 kilo stål. Som det fremgår af eksemplet er købekraften
for landets egne varer blevet kraftigt forringet i forhold til priserne på
importvarerne.
Et af de største problemer for landet er den bundløse gæld til gæld
til mange af de vestlige lande, Verdensbanken og Den Internationale
Valutafond, IMF. Tanzanias langfristede offentlige udlandsgæld er i øjeblikket
på 6.054 mio. USD, hvilket er et enormt beløb når man sammenligner med
landets lave indtægter. Således går over en tredjedel af statens budget
hvert år til at betale renter og afdrag på landets lån. Der er derfor
andre sektorer i landet, der ikke får tilført tilstrækkelige ressourcer
som fx uddannelses- og sundhedssektoren.
Et lyspunkt for landet er dog, at der er fundet diamanter og guld i
landet samtidig med at kul- og minedriften i landet er i fremvækst
ligesom turistindustrien har et stort vækstpotentiale i landet, fx i form
af de flotte naturparker, der er på højde med de store parker i Kenya.
Dog har landet endnu ikke fået realiseret værdierne fra disse ressourcer
i nævneværdig grad. Tanzania var i mange år efter selvstændigheden i
1961 en stærk tilhænger af socialistiske og kollektivistiske ideer. I
starten bar de socialistiske tanker frugt - bl.a. var Tanzania et af
de lande i Afrika, hvor flest børn kom i skole. Den økonomiske situation
i landet var også tålelig, men som årene gik, stagnerede økonomien
mere og mere. Derfor forsøger man nu i landet at omlægge den økonomiske
grundstruktur til en markedsøkonomi efter vestlig model i håbet om, at
dette kan skabe højere velstand i landet. Man har også forsøgt at lave
effektiviseringer i den offentlige sektor, strammet finanspolitikken, ført
anti-inflationær politik samt lukket eller privatiseret tidligere
offentlige virksomheder. Det ser ud til at denne prioritering har været
rigtig. Fx oplever man nu i Tanzania øgede vækstrater og faldende
inflation samtidig med, at betalingsbalanceunderskuddet falder og de
private investeringer i landet er stigende. Mange økonomer vurderer, at
statens reformer er så gode, at man om få år vil se en reel økonomisk
vækst i landet. Men der er stadig lang vej til en sund økonomi, og
selvom situationen bliver forbedret, skal der meget til for at Tanzania får
råd til fx at bygge tilstrækkelige sygehuse til landets befolkning.
Infrastruktur
Tanzania har 2.600 km jernbane, som bl.a. inkluderer strækningen Dar es
Salaam til Victoriasøen med forgreninger til byerne Mwanza, Mpanda og
Arusha. Disse jernbaneforbindelser kan slet ikke dække landets behov, da
de dels er i meget dårlig stand, og dels ikke når ud til alle egne i
landet. Til sammenligning er der i Danmark 2.232 km jernbane – og
Tanzania er 22 gange større end Danmark! Også vejnettet er dårligt i
Tanzania. Kun få dele af de knap 90.000 km veje er asfalteret – resten
er ujævne jordveje, der er meget følsomme overfor fx regnvejr.
Flytrafikken i landet er yderst sparsom, da både antallet af asfalterede
lufthavne og fly er meget beskedent.
Den dårlige infrastruktur i Tanzania udgør en enorm barriere for en sund
økonomisk udvikling, idet en dårlig infrastruktur fx hæmmer udenlandske
firmaers investeringsincitamenter i landet. Dårlige veje, jernbaner og
lufthavne er dermed en enorm hæmsko for en sund økonomisk vækst i
landet.
Skolesystemet
Grundskolen i Tanzania, der nogenlunde kan sammenlignes med 1-7 klasse i
Danmark, er i teorien obligatorisk for alle børn i Tanzania. Problemet
er, at der ikke er nok skoler i landet til at undervise alle børnene, så
kun omkring 65% af børnene bliver indskrevet i grundskolen. Selvom
grundskolen er obligatorisk, er den dog ikke som tidligere i landet gratis
for eleverne, og mange forældre har ikke råd til at sende alle deres børn
i skole. Det anslås, at ca. 70% af befolkningen over 15 år kan læse og
skrive. Selvom en stor procentdel af børnene i Tanzania kommer i
grundskolen, er dette ofte den eneste boglige undervisning, de modtager.
Skolesystemet i landet er nemlig ekstremt pyramideformet, således at
mange modtager grunduddannelsen men kun ganske få (ca. 4-6% af en årgang)
kommer i overbygningen, der i Danmark svarer til folkeskolens ældste
klasser. Et par tal kan illustrere dette: I 1997 var der 3,9 millioner børn
i grundskolen men kun 234.700 i overbygningen til grundskolen. Og længere
oppe i uddannelsessystemet bliver det endnu mere snævert: fx blev der kun
optaget knap 18.000 på de højere uddannelser i 1997. Til sammenligning
er der i Danmark undervisningspligt og gratis skolegang i hele grundskolen
og staten også betaler langt de fleste udgifter til fx de gymnasiale
uddannelser og højere læreranstalter. Når så få personer i Tanzania får
en videregående uddannelse skaber det naturligvis store problemer i form
af mangel på kvalificeret arbejdskraft i fx erhvervslivet og staten.
Dermed bliver mange funktioner ikke udført så godt som hvis de ansatte
havde haft en bedre uddannelse. Det har alvorlige konsekvenser for fx
landets økonomi, da produktiviteten og konkurrenceevnen i mange
situationer falder pga. den dårligt uddannede arbejdskraft.
Politiske forhold og administrativ inddeling
Den udøvende magt i Tanzania ligger i høj grad hos præsidenten, der vælges
for en femårig periode – i øjeblikket hedder præsidenten Benjamin
William Mkapa fra CCM-partiet. Præsidenten udpeger efter valget vice-præsident,
premierminister samt kabinettet. Næste præsidentvalg er i oktober 2000.
Den lovgivende magt ligger hos Nationalforsamlingen, der kun består af et
enkelt kammer i lighed med fx Folketinget i Danmark. Nationalforsamlingen
har 274 medlemmer, hvoraf de 232 er folkevalgte for en femårig periode.
De fleste af de resterende medlemmer er enten valgt af
Nationalforsamlingen, udpeget af præsidenten eller sidder i
Nationalforsamlingen i deres egenskab af repræsentanter for deres
respektive landsdele.
Hovedlandet (på fastlandet) er inddelt i 20 regioner, Zanzibar er
inddelt i 3 regioner og Pemba er inddelt i 2 regioner. Man kan tilnærmelsesvis
sammenligne disse regioner med de danske amter, selvom der er betydelige
forskelle. I 1985 blev der lavet en slags grundlov for Zanzibar som giver
øen ret til at vælge sin egen præsident og en nationalforsamling på 75
medlemmer.
Det absolut største parti i landet er Tanzanias Revolutionære Parti (Cham
Cha Mapinduzi – i daglig tale CCM). CCM blev dannet i 1977 ved en
sammensmeltning af Tanganyika African National Union (TANU) og Afro-Shirzi
Partiet på Zanzibar. I mange år var der ikke andre partier end
regeringspartiet tilladt i Tanzania, men i 1992 blev systemet
liberaliseret og der er nu flere partier i landet. CCM partiet nyder
generelt stor opbakning i Tanzania. Den demokratiseringsproces, der blev
iværksat i 1992, er ikke færdig endnu, men udviklingen går i den
rigtige retning med raske skridt. I 1995 kom det første flerpartivalg i
landet, og pressen i landet bliver stadig friere. Organisationer,
foreninger og andre sammenslutninger i civilsamfundet får stadig mere at
skulle have sagt i beslutningsprocesserne, og i 1999 blev der påbegyndt
en stor reform med flytning af kompetence fra regeringen og ud til de over
100 lokalregeringer i landet.
Tanzania er også en aktiv udenrigspolitisk aktør i det østlige
Afrika. Særligt har Tanzania ydet en stort indsats i forsøget på at løse
de svære problemer i bl.a. Den demokratiske Republik Congo og Burundi.
Tanzania har også taget sin del af de mange flygtninge fra krigene i
nabolandene, og i øjeblikket (sommeren 2000) er der næsten en million
flygtninge i landet. Disse mange flygtninge er en stor belastning i de områder,
hvor flygtningelejrene er placeret, både økonomisk og politisk. Selvom
flygtningesituationen i den internationale presse ikke længere har den
samme bevågenhed som tidligere, betyder det ikke, at
flygtningesituationen er blevet et mindre problem for landet, og der er
intet der i øjeblikket tyder på, at situationen vil stabiliseres
indenfor en overskuelig tidshorisont.
Tanzania har også i flere omgange placeret sig forrest i kampen mod de
gamle kolonimagter i Afrika og i bestræbelserne på at fremme
menneskerettighederne i Afrika. I 1970’erne og 1980’erne gav Tanzania
nationalisterne fra Mozambique lov til at bruge tanzanianske landområder
til træning og baser i deres oprør mod de portugisiske magthavere i
landet. I 1978-79 hjalp Tanzania med at styrte diktatoren Idi Amin i
Uganda, og Tanzania holdt Uganda besat indtil 1981. Nyerere har ligeledes
været en aktiv spiller i processen med at afvikle det hvide styre i
Zimbabwe, og han stod som en af de skarpeste afrikanske kritikere af
apartheidstyret i Sydafrika. Sidst skal nævnes Nyereres store engagement
på den verdenspolitiske scene i spørgsmålet om at sikre en mere retfærdig
global økonomi, hvor udviklingslandene i højere grad skal behandles anstændigt,
fx i form af en mere rimelig betaling for deres eksportvarer.
Tanzanias historie
Kystområderne mod øst har i mange århundreder været befolket. Allerede
fra det ottende århundrede var der en del arabiske handelsmænd i området.
I det 16. og 17. århundrede var portugiserne de dominerende i området,
men som tiden gik blev de fortrængt af araberne. Endnu i dag ser man på
Zanzibar den store indflydelse, araberne havde i området, idet fx næsten
hele befolkningen på Zanzibar er muslimer. Imperialismen tog for alvor
fart i 18. tallet og Tanzania undslap heller ikke de europæiske magter.
Fra 1885 og op til 1. verdenskrig var det tyskerne, der kontrollerede
store dele af Tanganyika, som området på fastlandet kaldtes dengang.
Tyskerne formåede at vinde så stor kontrol med området, at de kunne
indsætte en centralregering for hele landet. Tiden under tyskerne bød
også på teknologiske fremskridt i landet, idet særligt jernbanesystemet
blev udviklet kraftigt under det tyske styre. Ligeså blev også en del
byer grundlagt i den tyske regeringstid. Tyskerne var dog ubarmhjertige
overfor oprørstendenser i lokalbefolkningen – i starten af det 20. århundrede
var der et større oprør i Tanzania mod tyskerne. Tyskerne satte hårdt
mod hårdt, og omkring 200.000 af stammefolkene omkom i kampene.
Nabolandet Kenya var i perioden op til 1. verdenskrig en engelsk
koloni. 1. verdenskrig blev ikke kun ført på europæisk jord men også i
de stridende parters kolonier. Under krigen gik England fra Kenya ind i
Tanzania med stort held, og efter 1. verdenskrig blev Tanganyika et
mandatområde under Folkeforbundet, med britisk formynderskab.
Overalt i de gamle kolonier voksede ønsket om selvstændighed efter
afslutningen på 2. verdenskrig. Tanzanias overgang til selvstændig stat
forløb fredeligt i forhold til andre steder i verden – en årsag hertil
var sandsynligvis at landet aldrig har haft den store økonomiske og
strategiske betydning for de vestlige lande. Tanganyika blev en selvstændig
stat den 9. december 1961 og i 1963 blev Zanzibar ligeledes selvstændigt.
De to stater blev i 1964 slået sammen til det Tanzania, vi kender i dag.
Landets officielle navn er Den forenede Republik Tanzania.
En af de allerstørste statsmænd Afrika har kendt var Tanzanias første
præsident Julius Nyerere, der sad på præsidentposten fra 1961-1985.
Lige fra selvstændigheden i 1961 var Tanzania et fattigt land. Derfor iværksætte
Nyerere initiativer, der skulle skubbe udviklingen i en mere positiv
retning. De konkrete hensigter i Nyereres reformer blev udtrykt i
Arusha-erklæringen fra 1967, hvori man lagde vægt på, at landet økonomiske
politik skulle baseres på en speciel afrikansk socialisme, hvis grundlag
var det traditionelle afrikanske fællesskab. I de første år efter
Arusha-erklæringens vedtagelse så det ud til at politikken ville blive
en succes. Men som årene gik blev det mere og mere tydeligt, at det
socialistiske eksperiment ikke havde den effekt, man fra starten havde håbet
på. Årsagerne til den manglende succes er mange, men særligt skyldtes
det faktorer som korruption, modstand fra lokalbefolkningen og en
ineffektiv offentlig sektor, oliekrisen i 1970’erne. Nyerere døde i
1999.
|
